top of page

TIL KØDET SLIPPER

Narrativ VR installation

Varighed: 30 minutter

 

Publikum kan bevæge sig indenfor et areal på af 5x5 meter. Tre personer kan deltage ad gangen. En streg i gulvet viser dig, hvilket narrativ du befinder dig i.

“Til Kødet Slipper” kredser om et overgreb som er fortalt både fra kvindens og fra mandens perspektiv. Som publikum er du sammen med to mennesker i det virtuelle rum og oplever begivenheden i en uvant nærhed og intimitet. Du oplever hvordan HAN og HUN omskriver hver deres personlige historie, imens minder ødelægges, forvrænges og dekonstrueres i et forsøg på at danne en sammenhæng de hver især kan leve med.

Oplevelsen er rummelig, og vil opfordre publikum til at bevæge sig i de rum, som historien bringer dem igennem. Fysisk er ét areal delt op i to zoner: i den ene zone oplever publikum historien fra hans side, og i den anden oplever de den fra hendes.

 

De to historier afvikles parallelt; det er op til publikum selv at sammensætte narrativet med deres bevægelse imellem de to zoner. Det er en fortælling fra to perspektiver, der kæmper mod hinanden og fletter sig sammen.

Hunden:

Hunden er manifestation af uønsket seksuel berøring. Hunden er et dyr uden grænser, hvis fundamentale forståelse af verden er gennem dominans og underkastelse. Jeg vil bruge hundeflokken som en billedliggørelse af den mandlige karakters kaotiske og grænsesøgende seksualitet. Når stemningen bliver ubehagelig kommer hundene ud af mørket, tiltrukket af rædslen.

 

Til sidst vil hundene, ophidsede og blodtørstige, assistere manden i overgrebet.

 

Det er kun et aspekt af den mandlige seksualitet, men jeg tror det er vigtigt at vi diskuterer det i kunsten netop nu.

 

Det er ikke sex det handler om for ham - det er dominans. Det erotiske forvirres og smelter sammen med rædslen. Det er en overskridelse af hendes grænse og en benægtelse af hende som jævnbyrdig med ham I sidste ende vil han hævde sig selv ved at  skade en anden.

Æstetik og følelsen af værket:

Det er de mørkeste dage på året og de sociale arrangementer fylder kalenderen. De rum vi mødes i er intime som små øer af lys på et mørkt hav.

Der er en følelse af længsel og begær i de lange nætter, hvor konsekvenserne bliver gemt under sneen. 

 

Ansigter halvt i mørke på en røgfyldt bar, bare ben stikker ud under en dynejakke. 

Gløden fra cigaretten afslører frysende mennesker på altanen. En ensom skikkelse i en vinterjakke går gennem den stille gade, afbrudt af nogle unge drenge, der sporadisk futter krudt af.

 

Oplevelsen vil være sort/hvid med farvet lys i udvalgte scener.  Hans historie trækker lyset mod det varme og emotionelt impulsive - rødt. Hans tanker er diffuse og rodede, hans verden ligger som brudstykker spredt omkring ham.

 

Hendes historie bades i et koldere, analytisk og reflekterende lys - blåt. Det hun fokuserer på bliver oplyst punkt for punkt.

 

Der vil blive lagt et specielt fokus på karakterernes øjne og blikke; hvem betragter hvem, med hvilke tanker og intentioner?

 

Tempoet er dvælende og insisterende, med hårde skift mellem scenerne. Karakterne ser skrøbelige ud i kontrast til den hårde vinter, deres bevægelser blide, men med pludselige skift.

TKS_Poster_02.jpg
Scene_0v2.jpg
Scene_0v1.jpg

Forklarings Tegninger

DescriptionV01.jpg
DescriptionV02.jpg
DescriptionV05.jpg
DescriptionV03.jpg
DescriptionV04.jpg
DescriptionV06.jpg
bottom of page